Vanløse Frikirke er en kirke, der er åben for alle og hvor enhver er velkommen til at være en del fællesskabet – uanset baggrund. Vi synes, at mangfoldighed er en styrke og ønsker at være en kirke, der er relevant for alle aldersgrupper.
Det “frie” i en frikirke, betyder at vi er fri af staten, og dermed frie til selv at sammensætte gudstjenester og arrangementer som vi vil. Det betyder så også at vi ikke får nogen økonomisk støtte, men selv indsamler de penge, der skal bruges til at drive kirke. Dette gøres via medlemmerne og de aktive i kirken. I øjeblikket er der knap 200 medlemmer i Vanløse Frikirke, men det er på ingen måde en forudsætning at man skal være medlem for at komme i kirken.
Det ligger ikke i frikirkebegrebet, at vi har patent på sandheden, eller at vi anser vores kirke som bedre end andre. Vi er selv undervejs i vores trosvandring, og derfor vil vi gerne være en kirke, hvor vidt forskellige mennesker mødes for at berige og inspirere hinanden til at følges med Jesus og til at formidle hans kærlighed til vores omverden.
Vi ønsker at være en kirke med en lav tærskel, så vi er tilgængelige, livsnære, i dialog og imødekommende. Vi ønsker, at være en kirke med et stærkt centrum: Jesus Kristus, Guds Søn og verdens Frelser. Vi lægger stor vægt på fællesskab og samarbejde med folkekirker og andre frikirker.
Vanløse Frikirke er tilknyttet Det Danske Missionsforbund, der er et fællesskab af ca. 20 frikirker i Danmark. Der er også en række andre frikirkesamfund, og i alt er der mere end 25.000 mennesker som hver søndag går i en frikirke et sted i Danmark.